Miklo, nu kender jeg dig ikke personligt, men du virker til overhovedet ikke at have nogen sans for ordenes smag, ja for stavelsernes skrig af smerte og glæde, der går udenom - ihf i kontinuitetsk menneskelig forstand - nogen form for betydning eller mening. Har du aldrig bare kigget på et ord, ja, et bogstav, tænkt, hvordan sætter det sig i hovedet på netop DEN måde, hvordan udtrykker det sig både form- og lydmæssigt - fx hvordan a'et ligner en der er på vej ud af bagdøren eller hvordan t'et er granitisk hårdt - især når det står til sidst som i ordet evigt, evigt, evigt. Ja, du har virkelig ingen sans for livet udover i den kedelige mainstream kontinuitets- og sammenhængsforståelige (åhfuck!) menneskekultur.
(og ja, jeg ved godt, at alfabetet er menneskeskabt, men de flimrer alligevel som deres egen togskinner forbi menneske-toget, helt uberørte. De snakker til os fra et andet sted fra og til et andet sted i os selv, måske ikke ligeså meget som træerne og spejlene, men fra en stadig uudsigelig kilde).
Du har måske fat i noget. Forståelsen er op til læseren. Skribenten ønsker blot at give læseren noget at tænke over. Grenenes hvislen i forårsbrisen, tudsens højlydte kvækken fra mosens sumpede bredder, en moders hvisken før du lukker øjnene og forsvinder ind i en verden, hvor ord mister deres betydning. Efterlader kun formen, lyden, trænger gennem dit sind og vækker glemte følelser. Sproget er et menneskes vilje, beviset for dets individualitet, nøglen til forståelsen af dets identitet. Ordene er blot et middel til udvikling, åbenbaring og forbedring.
Tak for et kvalitativt svar, omend med nogle pointer, jeg vil tillade mig at anholde. For det første er det ikke "glemte følelser" det vækker - eller måske, men ikke i aller højeste grad - men derimod hidtil ukendte følelser, ja, måske følelser der bliver ved med at være ukendte (ihf imens vi er i live som mennesker), for livskernen er - ligesom jordens kerne - dødeligt farlig og uopnåelig at komme ind til. Ja, du har ret, sproget er også et menneskes vilje, eller doperialet til at bryde ind i den generiske menneske-vilje, den helt og aldeles fornuftsbåret og (åhnej!) individuelle vilje, altså.
Men som skrevet - ja, nu vil jeg altså skrive det igen, måske lidt klarere denne gang, til trods for at jeg ikke er helt klar over, hvordan og hvorledes det helt præcist forholder sig og hvorfor, men deri ligger den totale nydelsesværdi sikkert også, når man ikke helt, med sit fornuftige sind, kan sætte en finger på det, deri kommer den kropslige nydelse som en magnet der trækker sig til en metaloverflade - har bogstaverne også deres egen jamren, deres egen indefra-den-menneskeskabte-doperialitet-jamren, som et barn der ikke kan få døren op fra sit værelse og udbryderudbryderudbryder, men ikke kan høres, fordi vedkommende ikke kan råbe højt nok, eller forældrene (der repræsenterer ordene som middel, kan jeg lige pædagogisk indskyde, jaja) larmer for meget på den ene eller anden vis. Men det vækkes nogle gange i en som skrevet - jeg kigger på a'et og græder, jeg kigger på H'et og har lyst til at forlade verden, jeg kigger på J'et og får djævelske tanker, jeg kigger på T'et og bliver saglig og nøgtern som en kittel - og alt dette er en trance, jeg ikke kan finde ophav i, ikke tilhører (undskyld de mange gentagelser) det generiske menneske fyldt med al dets rableri om vilje og fornuft (ophav er desuden et andet emne, der er yderst kritiserbart samt udvikling som du også nævner, en anden ting, jeg må komme ind på senere).